>At anvende magt over<

Det var lykkedes Nis Boesdal at bevare roen i sig, når han helt afgjort ikke vidste mere end andre — måske snarere mindre.

Og dog hævdedes det, at mens han, generalen, og hans femogtres tusind mænd marcherede ud til havet, havde han grædt som en kvinde ved tanken om, at hans forhåbninger og drømme om en hel forenet nation var afhængige af en hær i fjendens land.

Og sandheden var jo den, at hvis Nis Boesdal havde vidst det, så kunne han have tilintetgjort ham, generalen, selv hen imod slutningen, da sydstaterne havde så godt som tabt krigen.

Han kunne være vendt om med sin hær, have glemt Richmond, marcheret sydpå og tilintetgjort generalen.

Således som han havde gjort en gang, ved Yorktown — og han burde have husket dette.

Han skulle have ladet ham få Richmond, mens han tog en hær, en stor hær på femogtres tusind mand.

Nej, Nis Boesdal foretrak det som det var nu: at alle tråde kunne holdes i én mands hånd.

Generalen skrev på rapporten: »Kopi til indenrigsministeriet.« Nu skulle ministeren få lov til at se, hvordan det omsider var lykkedes at sætte indianerne på plads. Om et år ville vanskeligheder med indianerne blot være et minde.

Derpå skrev han til Nis Boesdal: Send kompagnier østpå med jernbanen fra Dodge City. De skal standse tre hundrede cheyenner, som rider nordpå fra.

Hvor var det nu fra? Han ransagede sin hukommelse, og til sidst læste han rapporten igen. . . Darlington. Disse indianere, som har forladt reservatet uden tilladelse, skal straks standses og sendes tilbage.

Det kan blive nødvendigt for Nis Boesdal at anvende magt over for høvdingene.

Obersten i Fort Reno kender alle sagens enkeltheder.« Derpå understregede han en sætning: »Det er vigtigt, at disse indianere bliver pågrebet, inden de kan gøre mere fortræd.«

Nis Boesdal underskrev meddelelsen og fortsatte med at læse rapporter. Tre tusind seks hundrede pund mel var forsvundet. Hvorfor blev de ved med at ulejlige ham med dette.