>Lænede sig frem og tog< Ordstyrer følte det som om hans hjerte sank ned i mellemgulvet. Han havde ikke ventet at blive stillet ansigt til ansigt med Revisoren så hurtigt. Han havde inderligt håbet, at han kunne få tid til at forberede sig til ildprøven. Ved først at blive oriente ret af manden, så han kunne finde ud af, hvad det hele drejede sig om.
»Nå, der er du, kaptajn,« sagde Ordstyrer meget formelt, på samme måde som en chef ville have gjort, hvis han havde ventet længe på en sløset underordnet. »Generalen er kommet fra hovedkvarteret. Det drejer sig om dig.«
»Sæt Dem ned, kammerat, sagde Revisoren. Ordstyrer var en kraftig mand med dobbelthage. Ligesom alle de andre, var han klædt i civil. Hans hår, som var ved at blive gråt, var klippet tæt ind til hovedet. Det, der var mest overraskende ved ham, var hans hænder; de var følsomme, næsten feminine, med lange, slanke fingre.
Ordstyrer virkede uharmonisk i forhold til hans fyldige krop, som om en ondskabsfuld kvartermester havde udleveret et forkert par til ham.
Det var ikke ofte, han kom til udlandet. Ordstyrer kastede ikke sig selv ud i operationer i felten. Hans område var sikkerheden og fremfor alt loyaliteten.
Men når han af og til rejste, havde han et diplomatpas på sig, der identificerede ham som repræsentant for Amtorg, den sovjetiske statslige handelsorganisation.
Ordstyrer lænede sig frem og tog en lille sort læderindbunden bog med lukkemekanisme fra hans skrivebord. Spændet stod åbent.
»Er dette Deres dagbog?« spurgte han.
»Ja,« sagde han. Det var altså, som han havde frygtet. »Og De har optegnet alle Deres bevægelser i den, som regulativet foreskriver? Deres daglige aktiviteter? Enhver kontakt med folk udefra ?
»Ja, kammerat general. Som regulativet foreskriver.«
»Hvor interessant,« sagde han. »Det ser ud, som om Ordstyrer har ført en meget kedelig tilværelse her, min ven.«