>Som tænkte på sin ranch< Han sagde nok til at gøre Henrik rasende, og han slog ham i gulvet. Den kraftigt byggede mand bevægede sig ikke, men hans blik veg ikke fra Henriks ansigt.
Manden i de brune bukser lå på ryggen; han havde ingen revolver. Han rejste sig op på alle fire og kravlede væk fra flokken.
Manden vendte roligt ryggen til Henrik og hjalp manden i de brune bukser på benene. Derefter fulgtes de ad ud af saloonen.
»Du gode Gud,« sagde Henrik, »hvad skulle jeg vide om cheyennerne . . .« Han masserede sine knoer.
» Jeg kunne godt tænke mig at give dem en omgang,« sagde bartenderen ivrigt.
Pianisten lo kaglende og slog sig på låret.
Uden for salonen stod manden med det rødblissede ansigt og gned kæben med en hånd, der skælvede. »Tak, Sir,« sagde han.
Jeg synes der er alt for mange af den slags vagabonder her i byen. Men det betaler sig at omgås dem forsigtigt. De forsvinder jo igen.«
»Han havde ret i det, han sagde om indianerne. Der kom et telegram om dem her til morgen.«
»Er det en flok krigere?«
»Ja, det er vist noget i den retning. Indianere som brød ud fra reservatet. Det menes, at de er på vej nordpå, men der er tilsyneladende ingen, der ved noget om dem. Jeg holdt mund med det. Folk bliver skøre, når de hører om indianere.«
»Det er ligesom jagt,« sagde manden eftertænksomt. »Storvildtjagt — og her i landet må man jage rødhuder året rundt. Nå, jeg må se at komme tilbage til min ranch
»Der blev sagt tre hundrede. Det er mange indianere.«
»Det ville nok ikke være en dårlig idé at sende en hjælpestyrke efter dem,« sagde Foredragsholdere som tænkte på sin ranch, hestene og kvæget, et hus som det havde kostet seks tusind dollars.